fredag den 23. maj 2014

Rå falafel

Indenfor den relativt korte tid jeg har kigget på Rawfood har jeg fundet ud af, at "rå" som regel kan oversættes til "luksus" - det er simpelthen de ypperste lækkerier, der er i. Ikke altid helt billigt, men tilgengæld meget drøjt. Og holder man sig til et rent vegetarisk måltid en gang i mellem, bliver det såmænd helt rimeligt.

Falafel er jeg vokset op med, mine forældre lavede dem fra bunden af, og efter alle kunstens regler - knasende sprøde udenpå, og irgrønne indeni af persille og grøn koriander. Jeg har hørt utallige gange hvor sundt det er med alle de dejlige grøntsager. Men jeg kunne altså ikke så godt lide dem: Basis for dem er hestebønner og kikærter, og de "rigtige" var efter min fars mening med flere hestebønner end kikærter. Det giver en meget mørk smag. Friturestegning har min mave aldrig kunnet med, der går en uges tid med oppustet mave og det ubehag, der følger med. Derfor har de aldrig haft en plads i mit eget køkken. Før nu!

Jeg faldt helt tilfældigt over en opskrift på Rawfood falafel på rawandmore.dk, og den er intet mindre end genial! Hestebønner og kikærter er skiftet ud med mandler og pistacier, og så skal de slet ikke steges! Men har man lyst, kan man sagtens vende dem på panden i lidt olivenolie, det blev manden i huset i hvertfald glad for hos os.

Opskriften har fået en kærlig tur, der er lavet en del om fra min hånd, simpelthen fordi jeg gerne ville have falafel til at smage så tæt på originalen som muligt, bare bedre. Det er nok ikke helt strikt Raw at riste græskarkerner, sesamfrø, koriander og spidskommen på en tør pande, men det giver den helt rigtige smag, og så får de også sprødheden.

Tilbehøret har jeg valgt at holde fuldstændig som i den traditionelle version - tomater, persille og bladgrønt,og en helt speciel dressing af Tahina, ved navn Taratour. Tahina fås både økogisk og Raw, og bruges ofte i Rawfood desserter, har jeg set, den giver nogle af de gode fedststoffer. Så her passer den helt perfekt, både på den ene og den anden måde. Tahin kan erstattes med mandelcreme eller nøddecreme, det er fuldstændig det samme, bare lavet på forskellig basis. Dressingen smager virkelig godt på mandelcreme.

Hvad falafel skal svøbes i, bliver op til læseren - jeg kan rigtig godt lide at svøbe dem i rispapir, som friske forårsruller. Men man kan sagtens bruge pitabrød, som er det traditionelle tilbehør.

2 personer / 35 kugler
Ingredienser:
1-1½ dl Azuki/spirede mungbønner
¼ - ½ løg, meget fint hakket
1 fed hvidløg
1-1½ dl mandler
½ dl pistacienødder, grofthakket
½ dl grønne græskarkerner (kan erstattes med sesamfrø)
½ dl hampefrø
et lille bundt bredbladet persille
1 tsk stødt spidskommen
1½ tsk stødte korianderfrø
1 spsk citronsaft
1 spsk hampeolie/hvedekimolie/olivenolie
himalaya salt
½ dl sesamfrø til garniture

Tilbehør:
Tomater i skiver/halve/kvarte afhængigt af størrelse
Feltsalat
Persille (gerne hele blade)
Avocado i skiver
Thai rispapir

Taratour-dressing:
4 spsk tahina / mandel-/nøddecreme
½ - 1 citron, presset
½ tsk salt
1 tsk vand

Hak løg fint i hånden (ikke i blender, det skal have lidt struktur). Knus hvidløget.
Kør spirer, persille og olie til en glat creme i blender. Rør citron i. Tilsæt løg, hvidløg og hampefrø.

Rist sesamfrø, og stil til side.

Rist græskarkerner,  spidskommen og koriander på en tør pande. Kværn det hele sammen med salt.
Rør ristede græskarkerner og krydderier i cremen. Rør grofthakket pistacie i. Rør mandelmel i lidt efter lidt, til konsistensen passer - den skal være fast nok til at kunne trilles til kugler, men heller ikke mere end det. Smag til for salt, citron og krydderier.
Tril dejen til kugler, ca. 35 stk., og tril dem i ristet sesam. Hvis f.eks. kun halvdelen skal bruges, så sæt resten på køl/frys, og tril først den dag, de skal bruges.

Taratour-dressing: Rør Tahina sej med citron - HUSK at røre den med citron først, ellers kan vandet ikke røres i. Rør salt og lidt vand i, til ønsket konsistens opnås. Den må gerne være lind til Falafel.

Servér på rispapir m feldsalat, persille, tomater, avocado i skiver. Avocado og feltsalat er godt tilbehør, Falafel er drøj kost, og lidt stærkt i maven.

De rå falafel spises som de er, men kan også ristes i lidt olivenolie på panden.

Tip! En rest falafeldej kan piskes i æggene til omelet næste dag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar