lørdag den 9. november 2013

Evas honningkage - eller Lembas for Tolkien fans

Honningkage har været et Must i mit hjem de sidste mange år, lige siden Politiken gengav Camilla Plums opskrift en skøn søndag. Hvis der er nogen, der kender Thehuset Perchs "stærkt vanedannende" honningbomber - som ellers var i høj kurs før dén søndag - så kan de slet, slet ikke konkurrere med Evas honningkage. 

Når det bliver rigtig vinterkoldt, bager jeg denne portion. Det er ikke en kage vi egl. bruger så meget på kaffebordet, selvom den egner sig meget fint til det. Vi bruger den i stedet som "Lembas", det alfebrød Tolkien fortæller man altid skal have i rygsækken, som giver prompte energi og udholdenhed ved indtagelse af - ganske lidt. Man kunne også kalde den en alternativ energibar. Det er helt legalt med en tynd skive honningkage lagt sammen med ganske lidt smør, enten som en del af morgenmaden eller i madpakken. Kagen er fuldstændig fedtfri, så man styrer helt selv fedtindholdet når man spiser den. Camilla Plum mener ikke børn bryder sig om nogen form for honningkage - men hos os er den altså et fantastisk hit, og bliver primært i børnehøjde betragtet som helt uundværlig i den kolde tid. På trods af at den faktisk er meget speciel.

Til madpakken har jeg for vane at klæbe lidt spiseligt rispapir på den smurte honningkageklapsammen. Det fås til
pebret pris på Camilla Plums website Fuglebjerggaard, og uden tvivl meget billigere i asiatiske butikker. Men det er ganske lidt, der skal bruges. Det sikrer tørre børnehænder, og er til enorm morskab, dette tilsyneladende helt almindelige papir, der kan spises.

Camilla Plum kan fortælle længe og meget spændende om honning, mel og modning - se f.eks. originalopskriften i hendes bog "Jul".
Her skal jeg nøjes med at sige, at det rigtig, rigtig godt kan betale sig at lade honning og mel modne før man bager kagen. Smagen bliver meget mere nuanceret, og det klær kagen rigtig godt.
Alternativt skal man lige huske, at kagen altså ikke bliver dårligere af at ligge godt pakket ind på køl - tværtimod får man lidt modning med ad den vej. Jeg plejer at dele den i 4 stykker, og nøje kun tage hul på et ad gangen, så resten får fred.

Jeg har ændret ved sammensætning af mel, krydderier, fyld, og tilføjet praktiske detaljer.
De tørrede frugter kan man vælge helt efter egen smag. Men husk at den væmmelige sukat mange kender fra bagerens kager overhovedet ikke har noget at gøre med den ægte vare - som smager skønt, som den er, i honningkage, til chokoladefondue og meget mere.

Ingredienser:

270 g honning, helst lyng (smager bedst og er nemmest at bruge ved modning)
250 g muscovadosukker, helst mørk
500 g mel (375 hvede/spelt+ 125 g groft spelt/grahamsmel)
1 æg, sammenpisket
1,5 dl vand (+ ½ dl til modning)
1 stk. Natron
1 skive ægte sukat, i små tern
8 kandiserede kumquat, i små tern (syrlige bittesmå mini-appelsiner)
150 g rosiner, gerne lidt syrlige store grønne rosiner
75 g tørrede syrlige kirsebær
7-8 tørrede abrikoser, hakket
12 g frisk ingefær, fint hakket
1,5 tsk. kanel (m. top)
1 tsk. allehånde (m. top)
7 hele / 1 tsk. stødt  kardamomme
5 hele / ½ tsk.stødte nelliker
½ tsk. revet/kværnet muskatnød
Smør til at smøre formen

Fremgangsmåde
"Quick&Dirty" - uden modning:
Smelt honning, sukker og vand sammen i en stor gryde. Køl helt af. Lad den friske ingefær, rosiner og tørret frugt trække i gryden imens. Rør resten af ingredienserne i (kun 1,5 dl vand til denne metode), direkte ned i gryden. 

"Viking Style" - med modning:
Varm honningen op i en stor gryde. Sigt en tilsvarende mængde fint sigtet hvedemel/spelt heri (ikke groft mel, det suger ikke nok under modningen), dvs. 270 g, lidt efter lidt under omrøring. Ælt når dejen bliver fast nok til det, og sørg for at ælte dejen rigtig grundigt igennem. Dejen skal være fast, men rimeligt blød. Form til en kugle, og tril let i mel. Læg dejen i en plastpose, og lad den hvile køligt, mindst 1 døgn, højst 1 uge. Læg IKKE dejen i køleskab, den bliver stenhård og umulig at blande op igen - og så kommer der klumper i kagen.

Dejen skal nu igennem den modsatte process for at få resten af ingredienserne blandet i:
Læg dejen i en stor skål, hæld ½ dl vand ved. Ælt gradvis alt vandet godt ind i dejen, så den til sidst bliver opløst nok til at kunne røres med en ske. Rør det sammenpiskede æg i, og lad dejen stå og suge væsken ind, mens resten af ingredienserne forberedes. Smelt muscovadosukker og 1½ dl vand sammen i en stor gryde. Køl helt af. Lad den friske ingefær og tørret frugt trække i gryden imens. Rør i dejen straks når væsken er kold nok til ikke at koagulere ægget. Mål resterende hvedemel/spelt (105 g) samt groft mel af, bland det, og bland Natron og krydderier i.
Sigt melet i dejen under omrøring.

Bagning (fælles for begge metoder):
Hæld dejen i en smurt springform (eller en flot form, f.eks. hjerte, kagemand eller juletræ), og bag kagen ved 150° / 170° i ca. 60 - 80 minutter. Det kommer meget an på ovnen, min egen er for kold ved 150°.

Kagen skal lige akkurat ikke hænge fast på en træpind. Men får den for meget, bliver den tør, så der skal holdes øje.

Lad kagen køle af i formen på en rist, og befri den derefter forsigtigt.
Når kagen er kølet helt af, kan den pakkes i pergamentpapir - til længere opbevaring er det godt at give den lidt stanniol udenom, og så en frysepose, for helt og aldeles at udelukke nogen form for luft.
Sådan kan den holde i ugevis på køl.

Kagen spises kold, meget gerne smurt med lidt smør, som en rugbrødsmad (uden sammenligning i øvrigt).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar