mandag den 20. oktober 2014

Felicias fødselsdagsboller


 Ingen fødselsdag uden fødselsdagsboller! Og så skal de smage af "gamle dage": Hyggeligt, trygt og godt. Sådan var det da jeg var barn. Da jeg selv blev mor, var det ikke altid, bollerne kunne klemmes ind i programmet, når der også skulle passes spædbarn, og lægges lagkage, for ikke at tale om middag om aftenen til familie og venner inviteret fra nær og fjern. Men nu er Pjevsen fyldt 6 år, og mor folder sit projektledergén ud, så der bliver tid - for fødselsdagsboller kan nemlig bages på forhånd og fryses. 

Fødselsdag er ikke en anledning, hvor vi hjemme hos os går op i groft mel, minimalt sukker og smør - herregud, der er fødselsdag én gang om året pr. familiemedlem. I år blev det et cupcake tårn, fødselsdagsbollerme, og endelig en frugtsalat, bestående udelukkende af frugt i tern, ganske let marineret i koncentreret hyldeblomstsaft. Siden de små cupcakes ikke levnede plads til lys, satte vi lysene i bollerne i stedet for i kagerne.

Der er altid rosiner eller andre tørrede bær i mine (tranebær og tørrede blåbær i år) - de skal bare marineres først, så garanterer jeg at enhver kan lide dem. Sig det nu ikke højt... Jeg marinerer dem i lidt Bacardi Razz.. Men alkoholen fordamper i ovnen, længe inden børn og voksne sætter tænderne i dem. De kan måske også marineres i æblesaft eller lignende. Da skal de stå natten over, vil jeg tro.

Opskriften er fra La Glace, teboller med rosiner fra bogen "Lauras gæstebud". Eneste forskel er mel og gær (type), samt behandlingen af den tørrede frugt. Og lidt detaljer i fremgangsmåden.

12 stk.
Ingredienser
500 g Tipo 00 hvedemel
50 g sukker
50 g smør
40 g øko-gær (50 g almindeligt gær)
2 æg
1½ dl vand
1 knsp salt
1 tsk kardemomme 
1 dl rosiner/tranebær/blåbær el. andre tørrede bær
2 spsk Bacardi Razz el, anden rom

Æggestrygelse
1 æggeblomme
½ æggehvide
1 spsk mælk

Fremgangsmåde
Hæld rosiner/tørrede bær i et glas med tætsluttende låg. Hæld rom ved, skru låget på, og ryst godt. Lad bærrene trække mindst 2 timer, ryst glasset ind i mellem.

Rør sukker, salt og gær sammen - det vil få gæren til at smelte. De øvrige ingredienser kommes i, og dejen æltes godt igennem. Dette kan med fordel gøres i en røremaskine - vent da med at tilsætte rosiner/tørrede bær til allersidst, så de ikke bliver mast for meget. Stilles til hævning i ca. 20 min. under et fugtigt klæde.

Efter hævning slås dejen ned, formes til boller. Sørg for at rosiner/tørrede bær ikke stikker ud, så bliver de brændt. Lad dejen efterhæve i 45 minutter under et fugtigt klæde.

Rør strygelsen sammen, og pensl bollerne. Bag bollerne ved 225 grader i 10 minutter.

Stil de færdige boller på en rist, og lad dem køle af. 

Hvis bollerne skal fryses, lægges de i en tætsluttende frysepose (sørg for at presse luften ud) straks de er kølet nok ned til ikke at smelte posen. Frys straks.
Bollerne optøs mest skånsomt i køleskabet over nogle timer. Dvs. tag dem ud om morgenen, hvis de skal serveres på fødselsdagsbordet om eftermiddagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar