Viser opslag med etiketten Sushi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sushi. Vis alle opslag

lørdag den 27. april 2013

Bento Box - Sushi dagen-derpå



Siden jeg nu synes dette her er en fabelagtigt god idé, har jeg naturligvis anskaffet mig den perfekte Bento Box, som både er rummelig, luft- og vandtæt og har tilhørende accessoirer som bestik og sammenklappelige spisepinde, der kan passes usynligt ind under det øverste låg, samt små bægre med låg til soya og saucer. For ikke at glemme den japanske genistreg: formen til firkantede æg - som vi også har i kanin og bamse, samt fisk og bil.

"Perfekt" betyder, at vi også har nogle iterationer af meget yndige Bento Boxe liggende, som er mere dekorative, men ikke opfylder kravene. Hm... Og så er der selvfølgelig den runde variant, som faktisk har været med på tur op til flere gange! Den kan nemlig meget nemt fyldes med middelhavsmad, pastasalat og grøntsager, så der behøver mor ingen forudgående eksperimenter.

Hvad blev der så af de gode intentioner? Jo, den absolut største forhindring er, at når man simpelthen har alle elementer til vildt lækker aftensmad på den tid det tager at hive det ud af køleskabet, ja.. Så er det altså rigtig, rigtig svært at pakke det i madpakken i stedet.
Så skal det lige tilføjes, at jeg har prøvet 2 gange med de yndige Bento Boxe med almindeligt madpakkefyld. Det kan ikke anbefales før barnet er gammelt nok til selv at håndtere løsdelene. De kommer hjem enten uden elastik eller uden "hylden", der skiller de to etager. Og så er Bento Box ubrugelig. Til de "perfekte" Bento Boxe fra Monbento kan man dog få ekstra elastikker.
Men på en togtur til Jylland, på skovtur eller hvad man ellers finder på hvor man selv er med, er Bento Boxe perfekte, også til små børn.

Hårdkogte æg i sjove faconer tager et øjeblik at lave, og er et stort hit i madpakken.
En god bid Tamagoyaki sushi-omelet fra sushi dagen før, smager godt og er dejlig let at spise, også for de mindste.
Rejer i Tempura smager mærkeligt nok også fortræffeligt koldt, dagen efter. Men er der flere end 3 tilbage, så er der altså dømt aftensmad i stedet..

Alle tre ting - og alt hvad man ellers har til overs fra sushien - serveres traditionelt med Onigiri risbolde. Nedenfor følger opskrifter på Onigiri og Onigiri med fyld af japansk tunsalat, samt de formpressede kogte æg.

Onigiri tegning fra Crunchyroll.com
Onigiri risbolde
Risbolde kan være trekantede, runde og flade eller cylindriske.
Strengt taget bør risen være umarineret, hvis man skal følge de klassiske opskrifter - marineret ris gør det til sushi.
Men marineret ris er jo netop hvad man har til overs, og risboldene holder sig ganske enkelt bedre, når risen er marineret i sushi-marinaden af risvineddike, sukker og salt.
Jeg laver dem selv trekantede: Tag en lille kop, jeg bruger en lille mokkakop. Fór den med plastfolie, drys let med salt. Tryk så meget ris i som muligt, brug en ske og rør ikke med hænderne aht. bakterier. Dæk toppen med snipperne af plastfolien, og tag risen ud.
Plastfolien skal blive på, lige til risbolden skal spises. Fra den "top" man står med nu, er der ikke langt til trekanten: Tryk den forsigtig flad med begge håndflader, og tryk derefter forsigtigt siderne, så man får en trekantet facon. Trekanten er på det tidspunkt alt for blød, men bliver nem at have med at gøre dagen efter, når risen har fået lov at sætte sig, mens den har været på køl.

Sæt risboldene i køleskab, eller frys dem.
Se mange flere detaljer her: JustBento.com





Alt til Onigiri med japansk tunsalat - find sushi-ingredienser på sushibutik.dk
Onigiri risbolde med japansk tunsalat
Onigiri med japansk tunsalat er vist hvad der svarer til en rugbrødsmad med leverpostej herhjemme - det er næsten definitionen på hvad man kan forvente i en almindelig hjemmepakket Bento Box. Mens jeg pløjede mig gennem diverse opskrifter om emnet, havde jeg virkelig svært ved at se det tiltalende i kold ris med dåsetun og mayonnaise - det lyder kedeligt og fersk. Men det er fordi man glemmer, at der er 4 ingredienser mere: sprød tang, bid fra chili og wasabi, og så soyaen, der både salter og tilføjer væde.
Når det så er sagt, foretrækker jeg klart at flække risbolden, fylde tun i, og så svøbe i sprød tang. Det er svært at fylde risbolden når man former den af den endnu varme ris. Og det er minimalt, hvad der kan krammes i af fyld. Overnattet tunsalat slår mig heller ikke som det mest spændende.
Derfor samler jeg det, når det skal spises. Og SÅ smager det simpelthen så englene synger. Specielt med en rigtig lækker tun.
Ingredienser: 
1 Onigiri risbold
1/4 - 1/2 ark Nori-tang
1 ds tun, helst den fine Ventresca tun, eller Albacore tun, som bla. fås hos Irma.
Japansk mayonnaise efter smag
Japansk chili-olie efter smag 
Fremgangsmåde: 
Rør chilimayo af japansk mayonnaise og japansk chili-olie - den må gerne være godt stærk, og stærkere end til sushi.
Bland tun med så lidt chilimayo som muligt. Eller lad det være hver for sig. 
Flæk risbolden uden at gå helt i bund, og smør indeni med lidt chilimayo.
Læg derefter et godt stykke tun i. 
Del 1 ark Nori-tang på midten, og del igen, så du har 4 lange baner. 
Sæt risbolden på en bane Nori-tang, og fold den op om toppen. Tangen giver både smag og sprødhed, og så fungerer den som "håndtag", så man ikke får fedtede fingre! 
Dyp i soya og wasabi, og spis!
Hvis tangen slipper op, svøbes blot endnu et stykke om.

Formpresset kogt æg
Kog et æg, det skal være hårdkogt. Hæld vandet fra, og pil ægget når det er kølet så lidt af som muligt - jo varmere, jo bedre (av..). Læg ægget i formen, og luk forsigtigt men straks til. Ægget giver efter for presset, men skal nu også kunne holde faconen. Læg formen i koldt vand i 10 minutter. Befri derefter forsigtigt ægget fra formen. Pak i plastfolie og opbevar på køl, til ægget skal spises.

lørdag den 16. marts 2013

Husmor-sushi

Sushi er noget af det bedste jeg ved. Og så har jeg endda været heldig at have været på et todages kursus med en professionel sushi-kok engang.

Men der er meget langt fra Sticks'n'Sushi til det hjemlige køkken, og det skal der også være - det er slet ikke den professionelle restaurant vi skal prøve at efterleve. Men vi ved jo egl. så lidt om den japanske hverdag.

Mit mål har været at finde en løsning, der er til at håndtere i hverdagen, og som samtidig smager godt nok til at jeg selv er tilfreds. Kort sagt: Dette her skal smage godt, være hurtigt at sætte på bordet, og hyggeligt at spise.

Så her kommer lidt husmor-tricks samlet og fortolket efter mit hoved:

• Sørg for ordentlige ingredienser. Der er en verden til forskel på f.eks. tang. Tang, der er behandlet og ristet ordentligt, har meget lidt at gøre med den kedelige supermarkedsversion man ofte får. sushibutik.dk har alt der skal bruges i lækker kvalitet og til rimelige penge.

• Sats på Temaki sushi, som er håndrullede kræmmerhus. Dem samler man efterhånden som man spiser, og de kræver ikke større fingerfærdighed end et halvstort barn kan være med til. Se fotoserie i bunden af indlægget.

• Sushi handler om ris, ikke om fisk. Bevares, kan jeg få lidt tun i sushi-kvalitet, kommer det helt klart på bordet. Men en bøf i fine skiver, en japansk omelet, kogte rejer eller rejer i Tempura er altså også godt.

Én slags fyld pr næse, og én til bordet, som hovedregel. 

Er jeg alene, ryger der gerne bare lidt ande-rillette i. Eller små bolde af tartar. Opskrift på sushiris og meget andet kan findes på sushiopskrifter.dk. Min egen følger i senere indlæg.

• Når måltidet er slut, og risen stadig lun, formes hurtigt "Onigiri" risbolde. Uden fyld, uden noget som helst. Men svøbt godt i plastfolie, som sættes på køl. Jeg bruger en lille mokkakop til at få grundfaconen.

Med risbolde er der helt frisk sushi dagen efter!
Uden fyld, der er blevet køleskabskedeligt natten over.

Dagen efter smører man risbolden med lidt chili-mayo eller wasabi, svøber sprød nori-tang om og dypper i soya, og bider STRAKS! Normalt får vi kun den fugtede tang, der bliver elastisk, og holder på fyldet. Men japanere er åbenbart vilde med sprød tang, og det er jeg også.

Hertil kan nu tages en bid fisk/reje/omelet/steak og grøntsager på pind. Vi er nu havnet i model "Bento Box", den japanske madpakke. Som jo egl. bare er hele pakken i transportabel form.

• Tamagoyaki - japansk omelet. Det er dén man får en enkelt skive af på nigiri sushi, med et lille mavebælte af nori-tang. Hjemme hos os er omeletten vores lille hyggestund, og faktisk dér hele interessen startede. Man kan meget nemt få fat den rigtig firkantede "pande": Det mindste ildfaste fad, der kan gå på en kogeplade på komfuret. Som man sikkert allerede har. Den eneste forskel er faktisk håndtaget. Det er svært at forklare hvordan man steger den, og ser svært ud på youtube. Men det er det ikke. Og der er mange muligheder for at rette op, hvis det går lidt galt. Den færdige omelet smager fortræffeligt i lidt store finger-bidder. Opskrift følger i senere indlæg.

• Tempura-rejer skal man ikke underkende.. Man kan jo nøjes med nogle få til hver, så sætter de sig ikke så meget på sidebenene. Man kan få færdig pulver til Tempura-dejen. Det kan ikke svare sig, det er hurtigere at lave selv, og klart bedre. Opskrift følger i senere indlæg.

• En enkelt bøf rækker fint til 2 personer. Den må gerne være godt rød, og skåret sashimi-tyndt. Den klæder resten af ingredienserne fint.

• Lidt dampet laks, gerne marineret let i soya, ingefær, hvidløg er også fint. Eller bare en rest stegt laks, hvis det er dét, man har.

Sådan foldes Temaki håndruller:

Del nori-tang på midten, læg 1 spsk ris diagonalt i siden

Smør med wasabi/chili-mayo, læg fisk/kød/æg/ på - her ande-rillette

Læg grønt på

Fold

.. og spis!